Trænger badekåben til at blive luftet? Her er 5 prisvenlige destinationer hvor du er sikret sol og varme

Det danske vejr er ikke ligefrem kendt for at være forudsigelig. Ofte byder det på regnvejr, blæst og solskin på én og samme dag. Når vinteren har sænket sig over landet, og du længes efter et godt skud D-vitamin, er det mod de sydlige himmelstrøg, du skal kigge. Her er du nemlig garanteret sol og varme i massevis.

Mangler du inspiration til prisvenlige rejsedestinationer, der kan tilbyde dig tropevarme eller lunt forårsvejr om vinteren, så læs med her.

Thailand

Der er en grund til at flere tusinde danskere rejser til Thailand hvert år. Det er nemlig et skønt paradis med masser af sandstrande, varmt og solrigt vejr og lækre restauranter. Især halvøen Phuket er populær blandt de danske gæster. Området er familievenligt, og du finder hoteller og spisesteder af meget høj kvalitet.

Planlægger du en backpackerrejse, der lægger vejen forbi Thailand, er Phuket også et sted for dig. Her kan du nemlig bo og spise billigt, og den venlige befolkning vil tage godt imod dig.

De flotte sandstrande og det varme klima er en af de primære grunde til, at vi danskere bliver ved med at besøge Phuket. Temperaturerne ligger ganske stabilt hele året rundt, nemlig mellem 31-33 grader. Her har du således rig mulighed for at lufte badekåben. Ønsker du at få mest ud af solskinstimerne, er det en fordel at rejse i vintermånederne. Her får du omkring 9 solskinstimer pr. dag, hvor gennemsnittet om sommeren er på 3-4 timer. Derfor ligger højsæsonen for rejser til Thailand i november-marts.

Maspalomas

Er du til flotte strande, gode restauranter og ikke mindst solskin i spandevis, er Maspalomas på Gran Canaria en oplagt rejsedestination. Maspalomas er et ferieområde, der omfatter skønne feriebyer som Meloneras, Playa del Inglés og San Augustín. På Maspalomas fire kilometer lange strand har du rig mulighed for at bade i dejligt vand og slikke sol på det smukkeste koralsand.

Når dagens strandtur er slut, kan du besøge den skønne by, der består af en flot grøn oase omgivet af et fantastisk ørkenlandskab. Udforsk også den historiske by Fataga i det nærliggende område. Fataga er nemlig en af Gran Canarias allersmukkeste bjerglandsbyer.

Skulle du få lyst til at bruge penge, byder det omkringliggende område på shoppingcentre, restauranter og barer samt spændende markeder flere gange ugentligt.

Maspalomas kan besøges hele året rundt og er for alle, der nyder en afslappede ferie med sol og varme. Det gør også stedet særligt populært i vintermånederne, når det danske vejr er koldt og trist.

Madeira

Ønsker du lune forårstemperaturer i januar, er den billedskønne portugisiske ø Madeira et godt valg. Her får du nemlig et super behageligt klima, hvor dagtemperaturen om vinteren ligger på ca. 20 grader, hvilket svarer til en dansk sommertemperatur. Også om sommeren er øen med sine 25 grader et dejligt sted at holde ferie.

Der er rige bademuligheder på Madeira. Øen byder nemlig på mange fine badeanlæg, lavastrande og kunstigt anlagte sandstrande med flot gyldent sand importeret fra Sahara, der er oplagte for både børn og voksne.

Langt størstedelen af Madeiras tilrejsende bor i hovedstaden Funchal. Her kan du opleve to floder, der leder bjergvand ud i havet, og det er netop her ved flodernes udmunding, at hovedstadens centrum ligger. Funchals gamle bydel er løbende blevet frisket op, så området hele tiden er tiltalende for feriegæster.

På Madeira får du fantastiske kulinariske oplevelser på de fine restauranter, storslåede udsigter og flot natur samt et utal af kulturelle muligheder. Øen kan besøges året rundt, men vil du opleve Madeiras sprudlende blomsterhav, bør du rejse dertil i april eller maj.

Israel

Måske har du ikke tænkt på Israel som en oplagt feriedestination, men det er faktisk et rigtig godt rejsemål, når du trænger til varme i vintermånederne. De fleste steder i Israel har yderst behagelige vintertemperaturer på omkring 20 grader i dagtimerne. Især landets sydlige del er et velegnet rejsemål.

En populær rejsedestination i Israel er den dynamiske by Tel Aviv. Her får du en 13 kilometer lang strand med varmt vand og en flot strandpromenade, rige shoppingmuligheder samt et godt forlystelsesliv, og fra byens mange falafelboder kan du få et lækkert og billigt måltid mad. Med en gennemsnitstemperatur på 24 grader i april måned er Tel Aviv et fantastisk sted, hvis du både ønsker strandafslapning og storbyliv på din rejse.

Fra Tel Aviv er der heller ikke langt til landets hovedstad Jerusalem, hvor du kan se Grædemuren, samt Det Døde Hav. Besøger du Israel om vinteren, skal du dog være opmærksom på, at højtliggende områder som f.eks. Jerusalem kan være en del køligere.

Vælger du at rejse til Israel, er det vigtigt, at du foretager grundig research i forhold til din sikkerhed, da landet er kendt for konflikterne med Palæstina. Du skal derfor helt undgå grænseområdet til Gazastriben, hvis du ikke har helt særlige grunde til at besøge det, og du bør altid holde dig på afstand af f.eks. demonstrationer og opløb.

De israelske myndigheder gør dog en kæmpe indsats for at styrke befolkningens sikkerhed. Derfor kan du også rejse sikkert i det meste af det unikke land.

Aruba

På øen Aruba i det sydlige Caribien skinner solen stort set året rundt. Her får du altså solskin for alle pengene. Faktisk hører Aruba stadig til Holland, men der er ikke meget europæisk over øen. De hvide strande, det smukke turkisblå hav og den meget afslappede atmosfære er nemlig langt mere eksotisk.

Her har du rig mulighed for at nyde sol og vand. På vestkysten bliver du mødt af flere kilometer kridhvide og velholdte strande med parasoller, liggestole og fine strandcaféer, og hopper du i bølgen blå, vil du svømme i vand, der sjældent når en temperatur under 25 grader. Er du pjattet med strandlivet, har du endda mulighed for at bo direkte på eller i nærheden af strandene på lækre hoteller eller i skønne lejligheder. Da sælgere har forbud mod at befinde sig på strandene, kan du helt uforstyrret nyde den varme sol.

Ønsker du naturoplevelser i bagagen, er øens nationalpark Arikok et must at besøge. Her finder du store kaktusskove, små grotter og en bred buket af vilde planter. Et andet tip, mange anbefaler, er er at udforske Aruba fra vandet. Tag på en halvdagstur med katamaran, hvor du kan snorkle og nyde en god frokost ombord.

Derudover kan du stille shoppingsulten i Oranjenstad. Her kan du slå dig løs i butikker, shoppingcentre og markeder, der tilbyder tøj, smykker, elektronik, souvenirs og meget andet.

Aruba er et besøg værd året rundt. Med en gennemsnitstemperatur på ca. 27-28 grader og en sol, der altid skinner, er du sikret en varm og solrig ferie.

Menu
Top